Gå til hovedindhold

Sygdom med feber og type 1-diabetes

Feber nedsætter kroppens evne til at reagere på insulin. Bliver man syg med feber skal insulindosis ofte øges.

Indhold

    Sygdom, især med feber, nedsætter kroppens evne til at reagere på insulin. Man risikerer derfor at få højt blodsukker, hvis ikke man øger sin insulindosis.

    Når man har type 1-diabetes og er syg med feber, skal man være særligt opmærksom på sit blodsukker og kroppens signaler.

    Sygdom, især med feber, nedsætter nemlig cellernes følsomhed over for insulin. Man risikerer derfor at få højt blodsukker.

    Omvendt kan ens appetit også være mindre, når man er syg, og man kan derfor komme til at spise for lidt. På den måde kan ens blodsukker falde. 

    Særligt hvis man kaster op eller har diarré, er der større risiko for lavt blodsukker. Bemærk også, at opkast og kvalme kan være symptomer på ketoacidose (syreforgiftning).

    Gode råd ved sygdom

    • Mål blodsukkeret oftere og cirka hver 3.-4. time. Hvis blodsukkeret er højt (over 15 mmol/l), mål da gerne hver 2. time. Det gælder også om natten.
    • Drik væske nok.
    • Prøv at spise samme mængde kulhydrater som normalt. Sukkerholdige væsker kan hjælpe, hvis du spiser for lidt.
    • Tag din normale dosis basalinsul­in, også hvis du kaster op eller spiser mindre end normalt.
    • Ekstra insulin kan være nødvendig, hvis blodsukkeret er for højt.
    • Vær opmærksom på risikoen for ketoacidose (syreforgiftning). Hvis dit blodsukker er højt i mere end 4-6 timer, bør du måle ketonstoffer i blodet.

    Måling af ketonstoffer

    Er ens blodsukker højt i mere end 4-6 timer på grund af sygdom, bør man måle ketonstoffer i blodet.

    Hvis målingen viser, at mængden af ketoner i blodet er 0,6 mmol/l eller over, er mænden for høj. Her kan det hjælpe at drikke ekstra væske, indtage hurtige kulhydrater og tage ekstra insulin. Efterfølgende bør man måle både blodsukker og ketoner hver 2. time.

    Læs mere om måling af ketonstoffer

    Hvornår skal man søge hjælp?

    Hvis mængden af ketonstoffer er 0,6 mmol/l eller derover og stiger mellem to målinger, bør man kontakte sit behandlingssted eller søge anden lægehjælp.

    Er mængden af ketoner over 1,5 mmol/l, kan det være tegn på udvikling af ketoacidose (syreforgiftning). Her bør man straks søge akut lægehjælp.

    Hvornår skal man tage ekstra insulin?

    Er ens blodsukker eller ketoner for højt, har kroppen brug for ekstra insulin. Hvor meget er individuelt, og mængden bør derfor besluttes på grundlag af målinger af blodsukkeret.

    Hvad man skal gøre, og hvor meget ekstra insulin man selv skal tage, afhænger også af, om man bruger insulinpumpe eller insulinpen.

    Så meget ekstra insulin

    Bruger man insulinpumpe, skal man være opmærksom på, at nogle pumper justerer insulindosis automatisk.

    Ved feber kan den automatiske justering dog ikke altid dække det øgede insulinbehov.

    Derfor kan det være nødvendigt at skifte til pumpens manuelle funktion.

    På den måde kan man selv justere en midlertidig basaldosis og tage ekstra korrektionsinsulin ved hjælp af pumpens bolusguide.

    Læs mere om insulinpumper

    Man bør måle sit blodsukker inden, man tager ekstra insulin, da behovet er forskelligt fra person til person.

    Hvis man bruger insulinpen, kan man følge en tommelfingerregel om, at der ved hver injektion skal bruges cirka 25 procent ekstra hurtigvirkende bolusinsulin per grad over 37,5 grader (normal kropstemperatur).

    Det kan være nødvendigt at tage ekstra insulin hver 3.-4. time, så længe man har feber.

    Har man for højt antal blodketoner, kan det være nødvendigt med ekstra insulin hver 2. time indtil, at mængden af ketoner falder til under 0,6 mmol/l.

    Stiger mængden af blodketoner, selvom man har taget ekstra insulin, bør man kontakte en behandler.

    Regneeksempel

    Hvis har en temperatur på 38,5 grader, er det 1 grad højere end normal kropstemperatur. I så fald kan man regne med 25 procent ekstra insulin.

    Tager man normalt 12 enheder insulin til frokost, svarer 25 procent til, at man kan tage omkring 15 enheder til frokost.

    Regnestykket ser sådan her ud:

    Temperatur over 37,5 grader: 38,5 grader - 37,5 grader = 1 grad

    Normal insulinmængde: 12 enheder

    Ekstra insulin: 12 enheder * 1 grad over normaltemperatur * 0,25 ekstra insulin = 3 ekstra enheder

    Samlet mængde insulin: 12 enheder + 3 ekstra enheder = 15 enheder insulin i alt. 

    Altså: 12+(38,5-37,5)*(12*0,25) = 15.

    Tiden efter sygdom

    Blodsukkeret kan svinge mere end normalt i en periode efter en infektion.

    Det betyder, at der kan være behov for ekstra insulin i flere uger efter sygdom. Kommer man i tvivl, kan det være en god idé, at man taler med sin behandler.

    Det kan også være en god idé at tale et overstået sygdomsforløb igennem med sin behandler. På den måde kan man blive klogere på, hvad man kan gøre anderledes næste gang.

    Forskning om emnet

    Find forskningsoversigten

    Find selv viden­skabe­lige oversigts­artikler om emnet.

    NemPubMed

    Søge­funktionen NemPubMed gør det nemt at finde diabetes­relateret forsk­ning i PubMed, verdens største database for viden­skabelig litteratur om sundhed.

    Søg efter artikler om feber og type 1-diabetes i NemPubMed

    Sidst opdateret: 29. september 2026