Gå til hovedindhold

Symptomer på type 2-diabetes

Symptomerne på type 2-diabetes udvikler sig langsomt og kan være svære at opdage. Derfor er det vigtigt at kende til dem, så man kan reagere, hvis noget er galt.

Billede af et glas vand som symbol på øget tørst

Øget tørst er et klassisk symptom på type 2-diabetes, men andre symptomer, som f.eks. træthed og utilpashed, kan være sværere at opdage eller koble til diabetes.

Kort fortalt

  • Symptomer på type 2-diabetes udvikler sig langsomt.
  • Symptomerne varierer fra person til person og kan være svære at opdage, da de ofte er vage som f.eks. træthed og util­pas­hed.
  • Det er vigtigt at blive diagnosti­ceret tidligt for at fore­bygge følge­syg­domme.
  • Type 2-diabetes opdages af og til ved et tilfælde.

Der er ikke blot ét symptom på, at man har type 2-diabetes. Tværtimod er der mange forskellige symptomer, og det er forskelligt fra person til person, hvilke og hvor mange man oplever.

Symptomerne er ofte svage i begyndelsen og udvikler sig langsomt over måneder eller år.

Årsag til symptomerne

Symptomerne på type 2-diabetes skyldes, at blodsukkeret er for højt.

Ved type 2-diabetes er kroppens celler mindre følsomme over for hormonet insulin, som hjælper sukker fra blodet ind i cellerne.

I de tidlige stadier kompenserer bugspytkirtlen, som producerer insulin, ofte ved at producere mere insulin for at holde blodsukkeret normalt.

Med tiden kan bugspytkirtlens miste evnen til at producere tilstrækkeligt insulin.

Den mindre mængde insulin og den nedsatte følsomhed over for insulin betyder, at blod­sukkeret stiger.

Symptomer

Type 2-diabetes kan give anledning til flere forskellige symptomer. Det er individuelt, hvilke og hvor mange man oplever.

Mange af symptomerne skyldes, at blodsukkeret er højt her-og-nu. Andre hænger sammen med skader opstået, fordi blodsukkeret har været højt og længere tid.

  • Øget tørst
  • Hyppige vand­ladninger – man tisser mere end normalt, især om natten
  • Mundtørhed
  • Træthed
  • Hovedpine
  • Almen utilpashed
  • Syns- og føleforstyrrelser 
  • Sult
  • Større tendens til infektion i hud og slimhinder
  • Kløe og svie omkring køn­sorganerne
  • At sår har svært ved eller er lang tid om at hele
  • Utilsigtet vægttab
  • Rejsningsproblemer hos mænd
  • Tandkødsbetændelse eller parodontitis.

Symptomerne kan være svære at opdage

Symptomerne på type 2-diabetes er ofte svage.

Nogle symptomer, som f.eks. træthed og almen utilpashed, kan desuden være svære at skelne fra andre sygdomstegn.

Man kan derfor godt gå rundt med type 2-diabetes i flere år, før sygdommen opdages. Når det diagnosticeres, kan man derfor også have symptomer på følge­sygdomme til diabetes.

Gå til lægen ved symptomer

Fordi symptomerne kan være meget vage, er det vigtigt at gå til lægen, hvis man mærker en vedvarende forandring i kroppen, eller hvis man føler, at noget ikke er, som det plejer at være.

Nogle gange bliver type 2-diabetes opdaget ved et tilfælde i forbindelse med andre undersøgelser.

Læs mere om, hvornår man skal gå til lægen

Bliv diagnosticeret så tidligt som muligt

Jo tidligere type 2-diabetes diagnosticeres, des bedre kan man forebygge følge­sygdomme til diabetes.

Derudover vil mange få det bedre efter, at diagnosen er stillet, fordi der tages hånd om sygdommen, og man kommer i behandling.

Læs mere om følgesygdomme til type 2-diabetes

Sidst opdateret: 31. juli 2026